Tiden efter fødslen kaldes også
postpartum, hvor kroppen forsøger at vende tilbage til tilstanden inden graviditeten. Tiden efter fødslen kaldes også barselsseng eller ”det fjerde trimester”. I tiden efter fødslen sker der ikke kun fysiske, men også hormonelle forandringer. Forandringerne kan også påvirke moderens psykiske helbred, som nogle gange føles som en rutsjebane. Sammen med MAM-ekspert Dr. Alexandre Saosaka har vi udarbejdet en liste med hormonelle forandringer, hvilken effekt tiden efter fødslen kan have på psyken, og hvordan symptomer på en fødselsdepression kan se ud.
Hvordan definerer man længden på tiden efter fødslen?
Tiden efter fødslen begynder med barnets fødsel. Der findes ingen præcis definition på, hvor længe tiden efter fødslen varer, men man regner som regel med seks til otte uger efter nedkomsten. Så aftager eftervirkningerne af graviditeten, og kroppen vender gradvist tilbage til tilstanden før fødslen. Denne rehabiliteringsproces efter fødslen sker dog ganske langsomt i små trin.
Hvordan forandrer hormonbalancen sig lige efter fødslen?
Efter barnets fødsel, finder mange hormonelle forandringer sted. Nogle af dem kan have en større indvirkning på din mentale tilstand end andre. Umiddelbart efter fødslen kommer følgende hormonelle ændringer:
- Humant choriongonadotropin (hCG) er det primære graviditetshormon. Straks efter fødslen falder hCG-niveauet. To til fire uger efter fødslen af et fuldbåret barn er hCG-værdi typisk tilbage på niveauet inden graviditeten.
- Progesteron- og østrogenværdierne falder straks efter fødslen. Under graviditeten producerer vores kroppe hormonet østrogen og progesteron i store mængder; de er afgørende for dannelsen af ”lykkehormonerne” dopamin og serotonin. Når disse hormoner pludselig ikke udskilles i samme mængder, har det naturligvis indflydelse på stemningslejet.
- Udskillelsen af oxytocin er med til at fremme veerne under fødslen. Derudover spiller hormonet en vigtig rolle ved dannelse af bånd mellem spædbarnet og moderen. Postpartum falder oxitocinværdierne igen. Dette kan påvirke den psykiske tilstand og medføre tilstanden, der kaldes ”Babyblues”, efter fødslen.
- Prolaktin udskilles i øget mængde for at understøtte mælkeproduktionen. Dannelsen af prolaktin kan også påvirke dopaminniveauet, hvilket så kan medføre et lavt energiniveau og dårligt humør.
Hvad sker der med hormonniveauet de første uger efter fødslen?
I de første uger og måneder ændrer hormonniveauet sig i takt med barnets udvikling. Ca. tre måneder efter fødslen når østrogen- og progesteronniveauet igen niveauet fra før graviditeten.
Ammende mødre udskiller fortsat øgede mængder prolaktin og oxytocin.
De hormonelle ændringer påvirker ikke kun humøret, men kommer også fysisk til udslag. Det faldende østrogenniveau medfører i nogen grad tab af hårfollikler, der kan føre til hårtab i perioden efter fødslen, også kaldet ”ammehår”. Men bare rolig, det går typisk i sig selv efter et stykke tid, og hårvæksten bliver normal igen inden for 6 til 15 måneder efter fødslen.
Derudover kan du opleve ”postpartum-søvnforstyrrelser” som følge af søvnmangel, hvilket påvirker melatoninproduktionen. Melatonin er et hormon, der understøtter rytmen med nat og dag.
Så snart du begynder at vænne barnet til
fast kost, skal der produceres mindre modermælk, og derfor produceres der mindre af hormonet prolaktin, som aktiverer mælkeproduktionen. Dermed vender din naturlige menstruationscyklus tilbage. Hvornår det sker, svinger meget fra kvinde til kvinde.
Hvad er forskellen på ”normale” hormonsvingninger og en fødselsdepression?
Som du kan se, forekommer der en række hormonelle forandringer, som kan påvirke dit stemningsleje og energiniveau. Mange symptomer i perioden efter fødslen forsvinder af sig i løbet af de første uger efter fødslen. I nogle tilfælde kommer der alvorligere symptomer på en reel fødselsdepression. Disse symptomer skal tages alvorlig. Du skal søge læge efter behov.