Jeg havde aldrig set for mig, at vejen til at blive forældre skulle se sådan ud. Jeg har altid vidst, at det at blive mor var et eventyr, jeg ville være en del af. Jeg forestillede mig den lykkelige, strålende graviditet, som i sidste ende sluttede med, at jeg igen fik den krop, jeg havde haft før graviditeten. Og jeg oplevede den værste opvågning, som på ingen måde lignede mine forestillinger.
I november 2019 fik jeg en positiv graviditetstest efter at have haft utroligt ømme bryster og massiv kvalme et stykke tid. Ved det første lægebesøg var jeg ikke langt nok henne, til at man kunne konstatere en hjertelyd og få vished for, at graviditeten var en realitet: 3-4 uger, sagde de. Jeg måtte vente yderligere 3 eller 4 uger, inden man ville kunne registrere en hjertelyd. I tiden op til jeg for første gang skulle se min babys hjertelyd på en skærm, blev jeg trukket igennem graviditetens værste mareridt. Kvalme. Opkastninger. Døgnet rundt. Jeg kunne ikke spise eller drikke noget og holde det i mig. Alle sagde, at det var normalt, når man er gravid.
I uge 10 blev jeg indlagt med svær dehydrering. Jeg fik 2 poser væske hældt i mig med drop, så hurtigt som det overhovedet muligt. Og det endte med fire dages opkastninger på hospitalet. Jeg kunne ikke spise. Jeg kunne ikke drikke. Droppet var min eneste væsketilførsel. Jeg måtte stoppe med at arbejde. Og der var mange flere hospitalsbesøg, inden graviditeten endte med min første, søde lille pige. Og mere medicin. Utallige drop. Ødelagte blodårer. Mere medicin. Jeg udskiftede glukosetesten med en glukosemåler, som tjekkede mit blodsukker fire gange i døgnet i 2 uger, da jeg var i 28. uge. På grænsen af svangerskabsdiabetes. Jeg skulle fortsat tjekke mit blodsukker fire gange i døgnet indtil fødslen, så vi var sikre på, at jeg ikke blev diabetiker.
Jeg brugte utallige timer på at søge informationer om diagnosen. Hyperemesis gravidarum. 3 % af alle kvinder oplever det. 34 % af disse kvinder aborterer. Ikke mange mennesker kender til det eller ved, at det er genetisk betinget. 81 % af kvinder, som tidligere har været gravide, vil få hyperemesis gravidarum igen. Det gjorde jeg også. Min anden datter var en stor overraskelse. Vi måtte gennem samme kamp en gang til. Det var mindre alvorligt, men jeg led af jernmangel og fik svangerskabsdiabetes. Stik i fingeren, medicin og en nøje afmålt diæt. Jeg kunne ikke helt udelukke kalorier, men at få for mange var absolut no-go. Vi måtte finde en balance mellem hyperemesis gravidarum og diabetes. Jeg skulle spise for at vedligeholde mine sukkertal og samtidig tage på, men når jeg spiste, kastede jeg op. Det var en rædselsfuld cyklus og en farlig balancegang.
Men vi klarede det. Alle tre. Lykkelige, sunde og stortrives. Min vilde blomst og min mariehøne har været det hele værd. Hvert eneste øjeblik af rejsen mod at blive mor blegner, når jeg sammenligner med den glæde, lykke og latter, mine børn giver mig. De er mit et og alt. Hvert et øjeblik med dem er guld. Også når det hele ikke er så nemt. At være forælder er min glasur. Altid og for evigt. Bemærk, at Hyperemesis.org er min kilde til de fakta, jeg skriver om hyperemesis gravidarum.