Selvfølgelig ville jeg nemt blive gravid, hvorfor skulle jeg ikke blive det? Jeg var ung, aktiv og levede sundt. Når min mand og jeg besluttede os for, at vi var klar til at blive forældre, ville det gå nemt, og vi ville blive det i første forsøg – jeg var helt sikker!
Men skæbnen ville det anderledes.
Jeg var 28 år, da jeg begyndte min rejse mod at blive mor. I starten gik det hele som planlagt. Jeg skulle være mor, vi glædede os helt vildt til at fortælle det til den nærmeste familie, og det allerbedste var, at det var lige omkring fars dag. Jeg var så stolt over at kunne fortælle min mand, at han godt kunne fejre det.
Ved et rutinebesøg hos gynækologen havde han set "noget" på ultralyden. Alle mødre, der læser dette, ved, at "noget" er noget af det værste, du kan høre, når du venter dig. Hvad er "noget", og hvad kan jeg gøre ved det? Hvordan beskytter jeg babyen, som jeg allerede elsker og glæder mig til?
Det nemme svar var straks at få en ny aftale, hvor alt ville gå helt perfekt, for hvorfor skulle det ikke det? Jeg var vant til at gå til disse (både stressende og spændende) undersøgelser alene. Under pandemien måtte partnere ikke følges med deres gravide partnere, så min mand ventede altid tålmodigt i bilen på de gode nyheder. Jeg havde vænnet mig til at hoppe ind på passagersædet og se smilet brede sig på hans ansigt, når jeg sagde ordene: "Babyen har det godt!".
Efter en udskrabning tre måneder senere gav lægen os lov til at forsøge igen. Vi mistede endnu en graviditet, denne gang det, der kaldes en biokemisk graviditet. Og jeg fyldte 29. år. Jeg var knust. Jeg var så bekymret for, at jeg, hver eneste gang jeg glædede mig over at få bekræftet en graviditet, ville få mit hjerte knust få uger senere. Men selvom jeg var bange, ville jeg heller ikke give op – vi fortsatte med at forsøge.
Endnu et forsøg og flere uger senere tog jeg en graviditetstest ... Positiv! Jeg var både glad og bekymret. Jeg ønskede mig så meget at blive mor, at angsten for ikke at blive det var lige ved at løbe af med mig. Det var først i uge 20, at jeg kunne begynde at slappe af og være mindre bekymret. Og så kan vi spole frem til sidste sommer, hvor jeg fik min yndige, søde dreng Scotty Cameron! Han er hele min verden. Han er kun få måneder gammel, men giver mig så meget, at jeg kun ønsker at være den bedste person, jeg overhovedet kan være. Han har verdens største smil, som han gerne deler ud af! Hans grin er så smittende, og den måde han kigger efter mig, når der er mange mennesker, giver mig en glæde, som jeg aldrig tidligere har følt. Jeg elsker virkelig at være hans mor. Jeg er den lykkeligste person i hele verden. Det er sandt, når man siger, at kærligheden til ens barn er betingelsesløs, og den kærlighed, jeg føler for den lille dreng, er ikke som nogen anden. Jeg er for evigt taknemmelig!
Når jeg ser tilbage, er vi heldige, at vi har så fantastiske venner og familien, som støttede os igennem en skrækkelig tid. Jeg tror fuldt og fast på, at der er en årsag til, at tingene sker, og min årsag er nu min skønne søn og vores familie.