I starten af 2. trimester kan man hos mange se en lille babybule. Hvorfor din baby bevæger sig så meget, om mavens form afslører barnets køn, og hvad der ellers sker i 14. graviditetsuge, kan du læse her.
Babyen bevæger sig stadig flittigt, og har også stadig masser af plads i fosterhinden. Bevægelserne er vigtige, da de stimulerer hjerne og muskler og skaber nye stimuli. Derved opstår der forbindelse mellem hjerne, nerver og muskler. Fosteret svømmer i 14. graviditetsuge i øvrigt i ca. 100 ml fostervand.
Dit barn er nu cirka på størrelse med et lille hønseæg.
Alle organer og led er dannet. Udover at ”træne” diverse evner har fosteret derfor blot en enkelt opgave, nemlig at vokse, vokse, vokse. Nu står især kroppen for tur – hovedets vækst går langsommere, så proportionerne bliver mere ”normale”. Ben og hals er også blevet et stykke længere. Det er nemmere at bevæge sig, og den lille kan sågar vippe med tæerne.
Barnets vækst betyder, at livmoderen bliver større og mængden af blod og fostervand langsomt vokser.
Du mærker højst sandsynligt ingenting til din babys mange bevægelser, det er den for lille til – det, du mærker i underlivet, skyldes som regel din egen krop, fx tarmens bevægelser. Flergangsmødre mærker ofte allerede tidligt en forsigtig flagren i livmoderen, men mange gravide mærker først babyen omkring 20. graviditetsuge.
Den voksende livmoder kan nu vise sig som en ganske lille babybule. Det er i øvrigt bare en myte, at man kan bestemme kønnet ud fra mavens form. Formen hænger sammen med kvindens kropsbygning, og om hun har været gravid tidligere. Kan du stadig ikke se noget? Det er heller ikke udsædvanligt – indtil 16. graviditetsuge har livmoderen god plads opad. Det kan være, din talje er svundet ind, og der stadig ikke ses en babybule (foran).
Hvor meget vægt, du tager på, er som sagt individuelt. For overvægtige kvinder er en vægtøgning på ca. 1,3 kg/måned ”normalt”, og for undervægtige kvinder kan det være op til 2,5 kg/måned – og alle andre ligger på noget herimellem. For at forebygge strækmærker er det bedre at tage langsomt på end hurtigt at tage mange kilo på. Hvis du er usikker, kan du tale med din læge, da han eller hun er den, der bedst kender dig, din forhistorie og din graviditet.
Hvis du pludselig tager meget på og ikke mindst ser meget vand i kroppen, skal du helst tilses af en læge. Det kan fx skyldes nyreproblemer.
Den øgede østrogenproduktion kan føre til, at du bliver mere urolig og sover dårligere. Du står også overfor en stor forandring: Det kan også gøre dig nervøs. Din partner mærker måske ikke så meget til denne store fysiske og mentale omvæltning – men gode snakke kan hjælpe jer begge med sammen at komme igennem udfordringerne og stå stærkere sammen som par.
En positiv bivirkning til sidst: Mange gravide har takket være hormonerne nu et tykt, glansfuldt hår!
Foto: Shutterstock