Ekspertråd
Glad par med graviditetstest i soveværelset

graviditetsuger

Gravid i første trimester

med MAM-ekspert Dr. Tony (Tao) Duan


Fra menstruationen udebliver, over en positiv graviditetstest og til at fortælle det til venner og familie – de første tre måneder af graviditeten er både utroligt spændende og udmattende. Hormonforandringer gør dig ikke alene træt, men leger også kispus med dine følelser. MAM-ekspert Dr. Tony (Tao) Duan, grundlægger af og CEO for Shanghai Spring Field Hospital Management Group (Kina), forklarer, hvad der sker i kroppen i graviditetens første tre måneder.

MAM: Dr. Duan, hvor længe varer første trimester, og hvornår starter det? Hvornår bør kvinden tage en graviditetstest eller få en tid hos lægen?

Dr. Duan: Første trimester starter første dag i seneste menstruationsperiode og varer indtil 13+6*(eller 12 + 6 uger afhængigt af beregningsmetode ). Hvis en kvinde i den fødedygtige alder ikke får menstruation, er der stor sandsynlighed for, at hun er gravid. Det kan være, hun bemærker, at hun er gået en uge eller længere over sin forventede menstruation. Hvis det sker, bør hun kontakte sin læge og få lavet en graviditetstest. Kvinden kan også lave testen derhjemme, men hvis hun mener, hun er gravid, skal hun få en tid hos sin læge for at få det bekræftet. 


MAM: Hvornår mærker kvinden de første symptomer i kroppen? Hvad er de typiske første tegn på en graviditet? 

Dr. Duan: De mest almindelige tegn og symptomer tidligt i graviditeten er den udeblevne menstruation, kvalme (med eller uden opkastning), hævede og ømme bryster, og at man tisser oftere uden anden årsag. Kvinden oplever ofte også at være mere træt. Mange kvinder oplever at have tegn eller symptomer på graviditeten allerede fem til seks dage efter befrugtningen.

MAM: Hvad sker der med kvindens hormoner i løbet af det første trimester? 

Dr. Duan: Hormonændringen er den vigtigste indikation af en graviditet. En graviditetstest måler indholdet af humant choriongonadotropin i blodet eller urinen. Koncentrationen fordobles hver 29. - 53. time, efter et levedygtigt, befrugtet æg har sat sig fast i livmoderens slimhinde, og topper 8-10 uger efter befrugtningstidspunktet. Det kan forårsage en let blødning eller underlivssmerter. Mange gravide bemærker det dog slet ikke. 

MAM: Hvilke sunde spise- og levevaner anbefaler du for denne periode?

Dr. Duan: Hvad angår kost, må du spise, hvad du vil, men du bør undgå dybhavsfisk og råt eller ikke gennemstegt kød. Den gravide bør absolut også stoppe med at ryge, drikke alkohol og anvende andre rusmidler. Det er desuden en god idé at holde øje med vægten. Kvinder med betydelig over- eller undervægt kan få problemer under graviditeten. 

MAM: Hvor hurtigt udvikler fosteret sig i denne tidlige fase af graviditeten?

Dr. Duan: Straks efter befrugtningen, og når ægget har sat sig fast i livmoderen, er fosteret blot en embryon: To lag celler, som skal udvikle sig til alle organer og alle kroppens dele. Fosteret begynder dog hurtigt at vokse, er snart på størrelse med en bønne og hele tiden i bevægelse. Hjertet slår hurtigt, og de indre organer udvikles. På samme tid begynder barnets øreflipper, øjenlåg, mund og næse at tage form. 

MAM: Hvad kan forårsage en abort, og kan man gøre noget for at forhindre det?

Dr. Duan: Aborter er desværre ikke usædvanlige, især ikke ved den første graviditet. Generelt skyldes mellem 50-60 procent af alle aborter i første trimester unormale kromosomer i det befrugtede æg. Selvom alle kvinder kan komme ud for en abort, er nogle mere udsatte end andre. Årsagerne kan være tidligere aborter, kronisk sygdom eller lignende, urinvejs- eller livmoderhalsproblemer osv. Heldigvis er de succesfulde graviditeter langt i overtal!  


*13 uger og 6 dage som gravid

Foto: Shutterstock

"Dr. Tony Duan  Grundlægger og CEO Shanghai Spring Field Hospital Management Group (Kina)"

MAM-ekspert

Dr. Tony (Tao) Duan

Grundlægger og CEO

Shanghai Spring Field Hospital Management Group (Kina)